Imamer vil opfordre ansøgere til at omgå krav om håndtryk


Arkivfoto


At undlade at give hånd til personer af modsat køn handler ikke om mangel på respekt, men udelukkende om religion.

Derfor bør muslimer ikke kunne tvinges til at give hånd, når de får statsborgerskab i Danmark.

Det siger talsmanden for Grimhøj-moskéen i Aarhus, Oussama El-Saadi, ifølge Ekstra Bladet.

– For muslimer handler det ikke om manglende respekt. Det er vores religion, og det er faktisk fuld af respekt fra os, at man ikke giver hånd til en person af det modsatte køn, siger han til avisen.

Konservative og Dansk Folkeparti ønsker et krav om, at ansøgeren giver hånd ved den ceremoni, der fremover skal være for nye statsborgere.

På den måde vil de to partier sikre, at ansøgeren respekterer danske værdier.

Hvis en ansøger nægter at give hånd til borgmesteren, så skal vedkommende ifølge de to partier ikke tildeles statsborgerskab.

Imam Falah Malik fra Nusrat Djahan-moskéen har ikke forståelse for ønsket fra DF og K.

– Det har ikke noget at gøre med, at man viser respektløshed over for det modsatte køn. Det er faktisk udtryk for respekt for det modsatte køn, siger han til TV2.

Hvis kravet om at give hånd bliver en realitet i Danmark, vil han ikke ligefrem opfordre til oprør:

– Men samtidig vil jeg også sige, at så må man holde sig væk fra de steder, hvor man bliver nødt til det. Jeg vil anbefale som imam, at man så ikke tager til den ceremoni, siger han til TV2.

Oussama El-Saadi fra Grimhøj-moskéen råder kommende ansøgere til at følge reglerne, samtidig med at man respekterer sin religion.

– Så bare gør det på en eller anden måde. Men husk at holde religionen i dit hjerte og din hjerne, siger han til Ekstra Bladet.

/ritzau/