Arkivfoto
København bliver kåret som verdens niendebedste by at leve i af det britiske nyhedsmagasin The Economist.
På årets førsteplads ligger den østrigske hovedstad, Wien, som dermed for første gang i syv år slår den australske by Melbourne af pinden som nummer et.
København og Wien er de to eneste europæiske byer i top-10 over verdens bedste byer at leve i, som The Economist hvert år udnævner.
Hvert år tildeles i alt 140 byer op til 100 point ud fra en række faktorer. Der måles eksempelvis på levestandard, kriminalitet, adgang til uddannelse og sundhedssystemet, infrastruktur samt politisk og økonomisk stabilitet.
Wien tildeles i år 99,1 point og slår dermed Melbourne, som får andenpladsen med 98,4 point.
København var ikke med på top-10 i 2017. Men i år sniger den danske hovedstad sig ind på en niendeplads med 96,8 point.
Og i kategorierne “uddannelse” og “infrastruktur” får København sågar topkarakterer.
De øvrige byer i top-10 er Osaka i Japan på en tredjeplads, som efterfølges af Calgary i Canada, Sydney i Australien, Vancouver og Toronto i Canada, Tokyo i Japan og Adelaide i Australien.
– De byer, der får flest point, er ofte mellemstore byer i velhavende lande, lyder det blandt andet i kåringen.
Flere byer i top-10 har relativ lav befolkningstæthed, hvilket giver mulighed for “en række rekreative aktiviteter uden samtidig at medføre et højt niveau af kriminalitet eller overbebyrdet infrastruktur”.
Ikke overraskende er det byer, som er plaget af krig, fattigdom og politisk uro, som rangerer i den nederste del af listen.
På en sidsteplads ligger den syriske hovedstad, Damaskus, med 30,2 point. Og Lagos i Nigeria samt Tripoli i Libyen ligger lige i hælene på Damaskus med kun enkelte flere point.
/ritzau/