Politi efterlyser vidner i sag om sten på banelegeme


Et lokaltog fra Frederiksværkbanen påkørte fredag eftermiddag klokken 12.30 en stor sten, som lå på banelegemet kort efter Gørløse Station.

Toget kørte i vestlig retning, og påkørslen skete vest for Hovedvejen i Gørløse. Ingen personer er kommet noget til, men toget lækkede efterfølgende op mod 600 liter diesel, som følge af de skader, stenen anrettede på toget.

Det er endnu ikke klarlagt, hvordan stenen er endt på banelegemet. Det efterforskes nu af Nordsjællands Politi.

Nordsjællands Politi vil gerne tale med vidner, som har set noget i eller omkring området godt 200 meter vest for hovedvejen i Gørløse mellem klokken 11.45 og 12.45. Vidner bedes kontakte Nordsjællands Politi på telefon 114.

Af hensyn til den videre efterforskning ønsker Nordsjællands Politi ikke at kommentere sagen yderligere.