17-årig pige blev voldtaget på vej hjem fra fodboldstævne


Arkivfoto


En 17-årig pige ringede natten til onsdag til politiet, hvor hun fortalte, at hun var blevet voldtaget.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

– Pigen har fortalt os, at det er en cirka 18-årig ung mand, som taler noget gebrokkent engelsk. Vi har ikke fundet ham endnu, siger Frank Olsen, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.

Politiet beskriver derudover manden som: mørk i huden, spinkel af bygning og iført mørk T-shirt og lange bukser.

Pigen forklarer, at voldtægten har fundet sted på en sti eller i noget buskads ved Idræts Allé i Hjørring.

Politiet modtog anmeldelsen klokken halv et i nat.

Idræts Allé ligger lige op til, hvor Dana Cup er i fuld gang med at blive afviklet.

Dana Cup er et internationalt fodboldstævne med hold fra mange lande og flere tusinde deltagere.

Ifølge politiet har pigen deltaget i et arrangement til stævnet inden voldtægten.

– Hun har været på besøg på pladsen ved Dana Cup, og det var, da hun var på vej hjem derfra, at voldtægten er sket, siger Frank Olsen.

Politiet har undersøgt gerningsstedet intenst, siden anmeldelsen tikkede ind i nat.

– Det er en meget alvorlig sag, som vi efterforsker på højtryk. Vi foretager en lang række efterforskningsskridt, blandt andet afhøringer og sikring af tekniske spor på og omkring gerningsstedet, siger Frank Olsen i en pressemeddelelse.

Vicepolitiinspektøren opfordrer alle borgere, som måtte have set noget eller have andre informationer i sagen om straks at henvende sig til politiet.

/ritzau/