20-årig mand dræbt i kollision med en traktor


SKELBY: Fredag formiddag mistede en 20-årig mand livet i en voldsom kollision med en modkørende traktor.

Omkring kl. 09.30 kolliderede en personbil med en modkørende traktor på Rute 239, Skelbyvej ml. Næstved og Sorø, og ulykken spærrede vejen fuldstændigt mellem Skelby og Rejnstrupvej pga. redningsmandskabets indsats og politiets undersøgelser.

En ung mand på blot 20 år overlevede ikke ulykken, kollisionen skete med så stor kraft at et forhjul på traktoren blev revet helt af, og selve dækket flået af fælgen.

Den dræbtes bil havde tilsyneladende ramt traktoren kort efter et sving på vejen, og ramt med blot en lille del af bilen – men ulykkeligvis i førersiden med det resultat at der skete store skader i netop førersiden og derved påførte den 20-årige mand dødelige skader.

Politiets teknikere og en bilinspektør har undersøgt ulykken, og uheldsstedet er ryddet.

De pårørende til den dræbte unge mand er underrettet.