Arkivfoto
En bilist og et lille barn er kommet til skade efter et færdselsuheld på Slagelse Landevej nord for Skælskør på Sjælland, hvor en lastbil og en personbil er kørt sammen.
Det fortæller Jan Nielsen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
– Føreren af personbilen er kommet alvorligt til skade og er kørt til Slagelse Sygehus. Et treårigt barn, som var passager i bilen, er kørt til sygehuset med mindre skader, siger han.
Politiet oplyser, at føreren af bilen er bedstemor til barnet, som er sluppet rimelig let fra ulykken.
Personbilen kørte over i den modsatte side af kørebanen og stødte frontalt ind i lastbilen, lyder det fra vagtchefen. Føreren af lastbilen er uskadt.
Politiet fik en anmeldelse om ulykken klokken 11.44 fredag.
Slagelse Landevej var spærret i flere timer, mens politiet var i gang med oprydningsarbejdet, men vejen er igen åben i begge retninger, skriver politiet på Twitter.
/ritzau/