Bilist slynget ud af køretøj og dræbt efter påkørsel bagfra


En mand er natten til onsdag blevet dræbt i en trafikulykke på Sønderjyske Motorvej, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der er tale om en 58-årig mand fra lokalområdet, oplyser vagtchef Nikolaj Hølmkjær.

Personen førte en bil, som ifølge politiet først kørte ind i et autoværn og derefter blev ramt bagfra af en anden personbil.

– Det ser umiddelbart ud til, at der er tale om en eneulykke, som bliver efterfulgt af et sammenstød. Ved påkørslen bliver føreren af den forreste bil slynget ud af køretøjet, siger vagtchefen.

– Vi får en anmeldelse klokken 00.45 om, at der ligger en livløs og tilsyneladende hårdt kvæstet person på vejbanen. Han er efterfølgende erklæret død, siger vagtchefen.

Politiet afspærrede en strækning på godt 11 kilometer i sydgående retning mellem afkørslerne 69 (Haderslev syd) og 70 (Aabenraa nord).

– Vi er ved at afvikle køen. Bilisterne får lov til at vende om på motorvejen, og køre af ved afkørsel 69. Derfra må de så finde alternative ruter, sagde Nikolaj Hølmkjær klokken 1.30.

Vejbanerne mellem de to afkørsler blev åbnet for trafik igen kort før klokken 4.

/ritzau/