Arkivfoto
Hells Angels-rockeren Jørgen Rinke – også kendt som “Fehår” – skal tilbage i fængsel for at afsone sin livstidsstraf.
Det slår Københavns Byret fast, efter at den 56-årige rocker fredag blev kendt skyldig i en omfattende sag om hashsalg på Christiania.
Hells Angels-rockeren var en af to bagmænd i en stor hashsag, mens han var prøveløsladt efter 17 års fængsel for drabet på en rockerrival.
I en fyldt retssal 60 blev der afsagt dom, og retsformanden forklarede HA-rockerens genindsættelse i fængslet:
– Når man begår ny kriminalitet, og der er et vilkår om, at man ikke må begå ny kriminalitet under prøveløsladelse, så står det klart, at man skal tilbage og afsone sin straf.
Den anden bagmand i sagen, som også er Hells Angels-rocker, fik fire års fængsel, og det var han bestemt ikke tilfreds med.
– Det er en skændsel for retssikkerheden. Vi har brugt fire måneder på det her. Vi kunne lige så godt have brugt én dag på det. Det er en joke. Dansk retsbevidsthed op i røven, mand, sagde han, da han fik sin dom.
Begge har anket deres domme til frifindelse. Manden med fire års fængsel har fået udstrakt sit navneforbud, mens ankesagen kører.
Foruden de to Hells Angels-rockere blev seks andre dømt i sagen, hvor politiet har afdækket salget i to boder – bod 24 og 38 – på Christiania.
Her er der ifølge dommen blevet solgt mindst 364 kilo hash.
– Det her er organiseret kriminalitet, og det er noget, man fra lovgivers side ser hårdt på, siger retsformanden.
Politiet har gennem overvågning og hemmelig aflytning været i stand til at følge pengesporet fra boderne og helt frem til Hells Angels, som modtog overskuddet fra salget af hash.
Det er især en telefonsamtale mellem Jørn “Jønke” Nielsen og to af de andre dømte, som har givet retten et indblik i hashsalget. Det har derfor været centralt i sagen.
Peter Raymond Ghoche, som har tilknytning til Hells Angels, var den overordnede koordinator af de to boder og bindeled mellem boderne og Hells Angels.
For sin rolle i sagen har han fået fire års fængsel.
Abed Al Karim Awad var den daglige leder. Han kan også se frem til fire års fængsel, mens hans stedfortræder, Tarek Youssef Awad, har fået en dom på tre års fængsel.
Alexander Bjerg Nielsen og Marcel Ahmad Ahmad har hver fået to års fængsel for at være medarbejdere i boden.
En sidste person blev også dømt for at være medarbejder i boderne. Han har fået et år og ni måneders fængsel.
De har udbedt betænkningstid i forhold til en eventuel anke.
/ritzau/