Ung mand stak sit offer ihjel med kniv


Arkivfoto


En ung mand blev torsdag idømt 12 års fængsel for at have stukket en 27-årig mand ihjel i en lejlighed i Kastrup på Amager.

Det var 12. oktober sidste år, at politiet tidligt om morgenen rykkede ud til lejligheden på Bredagervej.

Her fandt man ofret, der var blevet stukket i ansigtet og i brystkassen.

Efterfølgende blev to personer anholdt. Der blev dog kun rejst tiltale mod en 22-årig mand, som torsdag fik sin dom ved Københavns Byret. Den anden person blev løsladt kort efter anholdelsen.

Retten fandt det bevist, at den 22-årige stak offeret i lungen og hjertet.

Under politiets efterforskning er det tidligere kommet frem, at de to parter kendte hinanden.

Manden er beskyttet af et navneforbud. Han har endnu ikke besluttet sig for, om han vil gå videre med sagen til landsretten.

12. oktober blev politiet tilkaldt af undrende borgere.

– Der var nogle, som havde set en forvirret mand løbe rundt i området herude.

– Andre havde hørt, at der kunne være sket noget i en lejlighed. Så der var flere forskellige grunde til, at politiet kom herud, lød det dengang fra efterforskningsleder Robert Jensen fra Københavns Politi.

/ritzau/