Skødesløs narkopusher afslørede sig selv


Arkivfoto


KALUNDBORG: Lørdag aften kl. 22.12 så en patrulje gennem ruderne på en parkeret bil noget hvidt pulver ligge inde i bilen sammen med flere pengesedler.

Der var ingen tilstede i eller omkring bilen, hvorfor en patrulje bevogtede bilen, medens en anden patrulje kørte til ejerens bopæl i Kalundborg. Ved en ransagning på bopælen på grund af mistanke om salg af euforiserende stoffer fandt politiet ikke yderligere stoffer, men til gengæld nøglen til den parkerede bil.

Ved ransagning af den parkerede bil fandt politiet ca. 7 gram kokain, som bilens ejer – en 18-årig mand fra Kalundborg – blev sigtet for besiddelse af med henblik på videresalg, da han senere på aftenen kom hen til sin bil.

Den 18-årige blev anholdt kortvarigt og afhørt til sagen, hvor en narkohund assisterede politiet ved undersøgelse af den 18-åriges bil.