30-årig mand dømt for modtagelse af 40 kilo hash


Arkivfoto


AARHUS: Aarhusianer dømt for at modtage 40 kilo hash i flyttekasser på P-plads. Hashen var beregnet til videresalg, fremgår det af en pressemeddelelse.

En 30-årig mand fra Aarhus blev fredag idømt et års ubetinget fængsel for at ville overdrage en betydelig mængde hash. Derudover fik han konfiskeret omkring 62.000 kroner.

Retten fandt det bevist, at den 30-årige i oktober sidste år var med til at modtage to flyttekasser med i alt 40 kilo hash, som skulle sælges videre til en større personkreds.

Overdragelsen fandt sted på en parkeringsplads i Horsens.

Den 30-årige blev sammen med en række andre personer anholdt i april i forbindelse med en større aktion koordineret af Særlig Efterforskning Vest (SEV).

I sidste måned fik en 28-årig mand fra Viby et år og tre måneders fængsel i samme sag.

Den 30-årige erkendte sig skyldig og modtog dommen.