Arkivfoto
En 16-årig dreng fra Københavnsområdet er natten til mandag død, efter at han natten til lørdag var involveret i en færdselsulykke på Århusvej mellem Malling og Odder syd for Aarhus.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Jens Rønberg tidligt mandag morgen.
– Han bliver erklæret død omkring klokken 01.30. De nærmere omstændigheder kender jeg ikke, men de pårørende er underrettet, siger han.
Natten til lørdag blev den 16-årige dreng ramt af en bilist omkring klokken to og bragt til Aarhus Universitetshospital med svære hovedtraumer.
– Han er ramt direkte i hovedet, og han er fortsat i kritisk tilstand, sagde vagtchefen lørdag morgen.
Politiet kender endnu ikke årsagen til sammenstødet.
– Vi har været på stedet og talt med vidner, men vi er endnu ikke blevet klogere på, hvordan det helt præcist kunne ske, siger Jens Rønberg.
Bilisten, en 62-årig mand, var ikke påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer, da ulykken fandt sted.
– Han er selvfølgelig dybt berørt af situationen, siger vagtchefen om bilisten.
/ritzau/