Ung mand sigtes for voldtægt af ekskæreste


Arkivfoto


En ung mand sigtes af politiet for at have voldtaget sin tidligere kæreste i Nakskov. Desuden skal han have udsat kvinden for trusler på livet og have slået hende.

I et grundlovsforhør søndag har en dommer i Retten i Nykøbing Falster besluttet at varetægtsfængsle manden, der er 21 år, frem til 9. juli, oplyser specialanklager Susanne Bluhm.

Manden nægter sig skyldig, og han overvejer, om han vil kære kendelsen om fængsling til Østre Landsret.

Den sigtede og kvinden er tidligere kærester. Men i en måneds tid skal han ifølge politiets sigtelse have begået flere forbrydelser mod hende.

Det begyndte 11. maj med trusler om, at han ville slå hende ihjel. Senere kom der vold i form af slag ind i billedet. Og forleden, den 13. juni, blev hun – stadig ifølge politiet – udsat for voldtægt.

/ritzau/