Vanvidsbilist efterlyst: Kylede jernrør i maven på 37-årig kvinde


Arkivfoto


ESPERGÆRDE: Nordsjællands Politi efterlyser en vanvidsbilist i en hvid / lys personbil som fredag aften kylede et jernrør i maven på en kvinde på Mørdrupvej.

Fredag aften omkring 22.35 kom tre fodgængere, en mand og to kvinder, gående ad Mørdrupvej, da en lys personbil kom drønende med en anslået hastighed af mindst 80 km/t. En af fodgængerne, en 31-årig mand, giver tegn til bilisten om at sætte farten ned, men det får bilens fører til at gå amok.

Bilisten vender sin bil og uden at sætte farten ned på nogen måde passerer han igen de tre fodgængere, og kyler et jernrør ud af vinduet mod fodgængerne.

En af fodgængerne, en 37-årig kvinde, bliver ramt i maven af jernrøret som, eftersom det er kastet fra en bil i høj fart, rammer med voldsom kraft. Den vanvittige bilist fortsætter herefter sin kørsel væk fra stedet, uden at bekymre sig om kvindens tilstand.

Der er ikke givet nogen oplysninger om kvindens tilstand.

Politi: Vi vil meget gerne have fat i bilisten
De tre fodgængere nåede ikke at notere sig bilens nummerplade, men har alene kunnet oplyse at der var tale om en hvid / lys personbil.

– Derfor vil vi meget gerne høre fra eventuelle vidner, som fredag aften ved 22.35-tiden har bemærket den vanvidskørsel, der fandt sted på Mørdrupvej, og hvis de har dele af registreringsnummeret vil vi meget gerne høre fra dem, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Henrik Alstrup, til Frederiksborg Amts Avis.

Henvendelse i voldssagen kan ske på telefon 114.