Politi sigter tre drenge for gruppevoldtægter af 14-årig


Arkivfoto


Tre drenge i alderen fra 15 til 16 år er torsdag blevet varetægtsfængslet i surrogat ved Retten i Helsingør. De er sigtet for at have gruppevoldtaget en 14-årig pige.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi på Twitter.

Gruppevoldtægten af den unge pige skal ifølge anklagemyndigheden være foregået ved tre forskellige lejligheder i oktober og november 2017.

De tre drenge er blevet varetægtsfængslet i surrogat på grund af deres meget unge alder, skriver Ekstra Bladet.

– Jeg kan sige, at der har været en fremstilling i dag, og at de unge drenge nu er varetægtsfængslet, bekræftede Søren Bjørnestad, vagtchef ved Nordsjællands Politi, over for Ekstra Bladet torsdag.

– Men mere ved jeg ikke på nuværende tidspunkt. Det er naturligvis en meget alvorlig sag.

De tre drenge nægter sig skyldige.

Nordsjællands Politi efterforsker i øjeblikket i alt fire voldtægtssager, hvor fire forskellige piger i alderen fra 13 til 15 år angiveligt er blevet voldtaget i Kokkedal og Nivå, skriver Frederiksborg Amts Avis.

– Der er en sammenhæng mellem de fire forhold. Nogle af gerningsmændene går igen i sagerne, fortæller Henrik Gunst fra Nordsjællands Politi til Frederiksborg Amts Avis.

I alt seks drenge i alderen fra 15 til 17 år er fængslet i sagen.

Ud over de tre drenge, der blev varetægtsfængslet torsdag, blev tre drenge varetægtsfængslet for knap to uger siden.

De er sigtet for i fællesskab at have tvunget en 14-årig pige ind på et værelse, hvor en af drengene har tvunget sig til samleje, mens de to andre har filmet og holdt vagt.

Frederiksborg Amts Avis har forsøgt at få Fredensborg Kommune til at fortælle, hvordan kommunen håndterer så omfattende en sag om voldtægt af mindreårige piger.

Torsdag ønskede kommunen ikke at udtale sig.

/ritzau/