To teenagere angriber jævnaldrende med rør og økse


Arkivfoto


To 18-årige mænd fra Helsinge blev onsdag ved Retten i Helsingør varetægtsfængslet i foreløbigt to uger for vold af særligt grov karakter mod en jævnaldrende mand.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis torsdag.

Sammen med en tredje formodet gerningsmand, der fortsat er på fri fod, skal de unge mænd have tævet en jævnaldrende mand natten til lørdag på Sauntevej i Hornbæk.

Gerningsmændene slog offeret i hovedet med et rør og huggede ham i hoften med en økse. Det fremgår af retsmødebegæringen ifølge Frederiksborg Amts Avis.

Onsdagens retsmøde blev holdt bag lukkede døre, da anklagemyndigheden mente, at det kunne være til skade for efterforskningen, hvis pressen og andre var til stede under forklaringerne fra de sigtede.

Den ene af de to mænd erkender sig delvist skyldig, mens den anden nægter sig skyldig.

/ritzau/