Anklage: Lærling mishandlet med kosteskaft og tømmerblyant


Arkivfoto


En 20-årig mand blev tilsyneladende udsat for flere tilfælde af grov vold og overgreb, da han var i lære hos et byggefirma i Kolding.

Det fremgår af anklageskriftet mod fire ansatte fra byggefirmaet i sagen, der indledes tirsdag ved Retten i Kolding.

Af anklageskriftet fremgår det, at de tiltalte over en periode fra marts til september 2016 flere gange væltede lærlingen omkuld og holdt ham fast.

De tiltalte brugte ifølge anklagen et kosteskaft eller et lignende redskab, som de pressede op mod lærlingens endetarm.

En enkelt gang skal kollegerne også have klippet hul i lærlingens bukser og presset en tømmerblyant op i hans endetarm.

Alt imens lærlingen skreg og bad dem stoppe.

Anklager Anna Holm, Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi, betegner det som en “meget speciel sag”.

– Jeg har i hvert fald ikke haft en lignende sag, siger hun.

De fire kolleger er tiltalt for grov vold – to af dem tillige for andet seksuelt forhold end samleje for forholdet med tømmerblyanten.

To af dem har ikke dansk statsborgerskab og risikerer udvisning, hvis de findes skyldige.

Alle fire nægter sig ifølge anklageren skyldige.

Det er uvist, om de påståede overgreb er udtryk for en særlig grov form for mobning.

Ritzau har spurgt psykolog og ph.d. Lars Peter Andersen, Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, om han er stødt på sager om mobning, der har udartet sig til vold.

– Jeg har været på mange byggepladser og talt med håndværkere i kantiner, skurvogne og ude på pladserne.

– Men jeg har aldrig hørt om noget lignende, siger psykologen, der forsker i sikkerhed og samarbejde i byggebranchen.

Håndværkere arbejder under stort tidspres og ofte på akkord, så derfor er det ifølge psykologen ikke ualmindeligt, at der kan opstå konflikter.

– Man kan godt råbe og skælde hinanden ud, og der kan være nogle verbale konflikter, siger han.

Men håndværkere er ifølge psykologen gode til at give igen af samme skuffe, og derfor opstår der sjældent den ubalance, som gør, at man føler sig mobbet.

Der ventes dom i sagen i Kolding på mandag.

/ritzau/