Hvem er denne langfingrede tyveknægt?


Foto: Politiet


ROSKILDE: Midt- og Vestsjællands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at identificere en mand, som fredag den 18. maj 2018 kl. ca. 14.35 stjal to dyre ure af mærket Oris fra en urmager på Skomagergade.

Medens ekspedienten var ude i baglokalet for at hente et ur til en ventende kunde i butikken, lykkedes det manden at stjæle et herreur med armlænke i titanium ved at række ind i en udstillingsmontre. Efter et kort ophold udenfor butikken kom manden ind igen og stjal endnu et herreur med stållænke fra en montre.

Begge ure var af mærket Oris og har en samlet udsalgspris på ca. 44.000 kr. Den ventende kunde i butikken havde under begge tyverier tilfældigt stået med ryggen til og derfor ikke set noget, inden manden forsvandt ad Skomagergade i ukendt retning.

Den mistænkte mand beskrives som:
A: mand, dansk af udseende, 30-50 år, 180-190 cm høj, almindelig af bygning, rødt hår, der var 1-2 mm langt, og hvor hårgrænsen var langt tilbage og med lille 1 cm langt ar i baghovedet,iført sort Ellesse jakke med tværgående lys stribe på bryst og ryg, lyst Ellesse tekst på højre bryst og orange/rødt Ellesse logo på venstre bryst, lyse lynlåse i midten øverst, blå cowboybukser og sorte sko, medbringende sort Kaufmann stof/lærredspose.

Tyveriet af de to ure blev først opdaget nogle timer senere, da forretningsindehaveren skulle anbringe de udstillede ure et sikkert sted ved lukketid.

Oplysninger i sagen bedes givet til Midt- og Vestsjællands Politi, Lokal Efterforskning i Roskilde, på tlf. 46 35 14 48 eller via nærmeste politi på tlf. 114.