Politiet: Efterladt jolle har selv revet sig løs


Arkivfoto

Politiet leder fredag formiddag efter ejeren af en jolle, der driver rundt nær den nordvestsjællandske kyst.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Ingen personer eller personlige ejendele er blevet fundet i jollen i Nekselø Bugt.

Fortøjningen var knækket, og det er formentlig derfor, at jollen rev sig løs, skriver politiet på Twitter.

Politiet vurderede tidligere fredag, at der var tale om en ejerløs jolle, og at der ikke var fare for, at der lå personer i vandet. Men man ville gerne være helt sikker.

– Men det giver anledning til en vis rumlen i beredskabet. Derfor må folk gerne henvende sig, hvis de ved noget, eller hvis de savner en 16-fods jolle, sagde kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard til TV Øst.

/ritzau/