Vestager er på trapperne med straf til Google i Android-sag


Arkivfoto


Margrethe Vestager, EU’s danske kommissær med ansvar for konkurrenceområdet, er kun få uger fra at offentliggøre sin afgørelse i en stor undersøgelse af Google.

Det skriver Financial Times. Avisen baserer historien på anonyme kilder med “kendskab til sagen”.

EU-Kommissionen mener, at Google har misbrugt sin dominerende position gennem styresystemet Android, der bruges på mange mobiltelefoner.

Kommissionen har tidligere uddelt en kæmpebøde til den amerikanske it-gigant.

Den ventede afgørelse fra Vestager vil gå imod Google. Google skal have dikteret ulovlige vilkår til mobilproducenter, der anvender Android. Det har angiveligt skadet konkurrencen og begrænset forbrugernes valgmuligheder.

Google har hele tiden afvist EU-Kommissionens mistanke om, at selskabet har overtrådt reglerne.

Undersøgelsen af Android er den vigtigste af tre undersøgelser, som Europa-Kommissionen har af Googles konkurrenceadfærd.

Kommissionen kan potentielt udskrive en bøde på 11 milliarder dollar – eller næsten 70 milliarder kroner. Beløbet svarer til ti procent af omsætningen globalt i Googles moderselskab, Alphabet.

Avisen understreger, at den ikke har kendskab til størrelsen af den ventede straf.

Det vil være den mest omfattende og indgribende afgørelse i Googles forretningsmodel hidtil, skriver avisen.

Ifølge Financial Times bruges Android i 80 procent af alle smartphones i verden. Det er en meget vigtig del af Googles fremtidige forretningsmodel, da mobilsøgninger ventes at stige endnu mere.

/ritzau/