En mand sidder mandag eftermiddag fast i lerholdigt jord efter en arbejdsulykke ved Lynge Bytorv.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
Ulykken skete i forbindelse med gravearbejde på en byggeplads ved torvet. Her styrtede siderne i en udgravning sammen.
Politiet modtog anmeldelsen lidt før 11.30.
Der arbejdes på at få afstivet udgravningen, så manden, der er i live, kan komme fri, oplyser politiet, der har ikke har yderligere oplysninger.
På billeder fra ulykkesstedet kan man se brandfolk fra Nordsjællands Brandvæsen hjælpe til med at få manden fri.
Lidt over 13.30 mandag eftermiddag arbejdes der stadig på at få manden fri, oplyser politiet.
Den lerholdige jord gør arbejdet sværere end først antaget, skriver politiet på Twitter.
Arbejdstilsynet er ligeledes til stede på ulykkesstedet.
/ritzau/