Arkivfoto
En kun 13-årig pige blev lørdag aften voldtaget i et buskads på Sauntevej i Hornbæk.
Det oplyser vagtchef Jan Hedager fra Nordsjællands Politi.
Den formodede gerningsmand er anholdt. Der er tale om en 17-årig dreng.
– Pigen har et fjernt bekendtskab med gerningsmanden. På Facebook Messenger havde de aftalt at mødes.
– Da hun ankommer til stedet, sidder han i en busk og siger, at han vil have sex med det samme. Hun afviser ham, men han holder hende fast og fuldbyrder voldtægten, siger Jan Hedager.
Den formodede gerningsmand er fra Sydsjælland, og han var i Nordsjælland for at besøge nogle bekendte.
Hændelsen skete omkring klokken 19. Pigen sad lidt for sig selv, inden hun gik hjem. Moren alarmerede politiet klokken 20.24.
– Vi rykkede ud til stedet og i den forbindelse kommer gerningsmanden hen til en patrulje. Det var egentlig ikke for at melde sig selv, men de genkender ham ud fra det signalement, som pigen havde givet.
– Han bliver derfor anholdt omkring klokken 22, siger Jan Hedager.
Drengen er søndag eftermiddag blevet fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby. Her blev han varetægtsfængslet i otte dage.
Drengen nægter sig skyldig.
/ritzau/