19-årig druknet: Skubbet i vandet for sjov


ODENSE: Via alarmcentralen modtog Fyns Politi fredag aften kl. 18.36 alarmopkald om, at der var sket en drukneulykke i Davinde Sø, beliggende sydøst for Odense.

Trods ihærdige genoplivningsforsøg lykkedes det ikke tilkaldt ambulancepersonale og ambulancelæge at få genoplivet den 19-årige unge mand fra Odense.

– Hændelsen er næsten så tragisk, som den kan være, siger Fyns Politi om ulykken.

En flok unge mennesker, der alle kendte hinanden i forvejen, var forsamlet ved søen. Politiets afhøring af de implicerede på stedet tyder på, at en kammerat til den 19-årige på et tidspunkt i leg skubbede ham i vandet fra en bro.

Tragedien er at ingen tilsyneladende var klar over at den 19-årige mand ikke kunne svømme.

Der er forskellige vidneudsagn om, hvor længe den 19-årige lå i vandet, før det gik op for de øvrige, at han ikke kunne svømme, det var ifølge Fyns Politi de tilstedeværende unge som selv fik bjærget den 19-årige mand.

Den omkomne 19-årige mand kommer fra Odense, hvor han var studerende, og Fyns Politi understreger at der ikke var tale om et sidste-skoledag arrangement, ligesom ingen af de implicerede unge var spirituspåvirkede.

De pårørende er underrettet om det tragiske dødsfald.