65-årig mand dræbt i arbejdsulykke


Arkivfoto


EBELTOFT: Østjyllands Politi blev mandag kl. 10.35 kaldt ud til en arbejdsulykke med dødelig udgang på en virksomhed på Søholtvej i Ebeltoft.

Her var en 65-årig mand kommet i klemme på ladet af en lastbil, da han skulle spænde noget gods fast, oplyser Østjyllands Politi.

En kvinde, der var på stedet, ringede 112 og redningspersonale samt politi var hurtigt fremme, men den 65-årige var kommet så slemt til skade, at han døde af sine kvæstelser.

De pårørende er underrettet om det tragiske dødsfald.

Arbejdstilsynet skal nu undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken, hvorfor Østjyllands Politi ikke ønsker at oplyse yderligere om sagen.