Politi efterforsker otte skud i Avedøre som narkoopgør


Arkivfoto


Der har natten til tirsdag været en skudepisode i Avedøre ved København.

Otte skud blev ved 00.45-tiden affyret mod en lejlighed ved Bymuren 96. Glasafskærmningen til en altan på anden sal blev ramt.

– Der var beboere til stede i ejendommen på gerningstidspunktet, men ingen kom til skade, oplyser Københavns Vestegns Politi.

I forbindelse med sagen efterlyser politiet en gerningsmand.

Han beskrives som mellemøstlig af udseende, 170-175 centimeter høj og kraftig af bygning. Han havde sort fuldskæg, tydelige kindben og var iført en mørk hue, mørkt tøj og sko med reflekser.

– Vi er meget interesserede i oplysninger specifikt om ham, eller hvis nogen i øvrigt har set eller hørt noget mistænkeligt i området omkring gerningstidspunktet, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.

Københavns Vestegns Politi efterforsker i forvejen skudepisoder i Avedøre for et par måneder siden og vil ikke udelukke en sammenhæng.

– Episoden i nat virker planlagt, og uden at kunne gå i detaljer tyder dele af efterforskningen i øjeblikket på, at motivet skal søges i uoverensstemmelser mellem kriminelle personer omkring handel med narkotika, siger Peter Malmose.

Københavns Vestegns Politi har fra tirsdag morgen været til stede i Bymuren med en mobil politistation og lokale betjente til fods og på cykel.

De har talt med beboerne i området og fået flere oplysninger, der nu arbejdes videre med.

Den mobile politistation og lokalbetjentene vil indtil videre kunne træffes i Avedøre de næste dage i dagtimerne.

Derudover har Københavns Vestegns Politi skærpet opmærksomheden og øget patruljeringen i området hele døgnet.

/ritzau/