28-årig mand dræbt i ulykke på køreteknisk anlæg


FREDERIKSSUND: En 28-årig mand fra Frederikssund er afgået ved døden i en tragisk motorcykelulykke på køreteknisk anlæg i Frederikssund.

Manden kørte omkring kl. 08, tirsdag morgen, ud over en skrænt på det køretekniske anlæg hvorefter han ramte en sten og mistede livet, det oplyser Nordsjællands Politi.

Ifølge de foreløbige oplysninger på stedet er den 28-årige mand en køreskoleelev som skal køre rundt på manøvrebanen på motorcyklen, et eller andet går galt under øvelsen og i stedet for at bremse speeder han motorcyklen kraftigt op og den 28-årige elev kører opad skråningen som omkranser manøvrebanen.

På toppen af skråningen er farten så høj at motorcyklen og den 28-årige mand ryger et ukendt stykke op i luften hvorefter begge styrter til jorden i indkørslen til det køretekniske anlæg – i faldet rammer den 28-årige mand nogle store sten i indkørslen og pådrager sig omfattende fatale skader.

Andre elever og en kørerlærer løber den 28-årige til hjælp, og kort efter ankommer ambulance, lægehelikopter og Akutlæge til uheldsstedet hvor lægerne ulykkeligvis kun kan erklære den 28-årige mand for død.

Politiets teknikere og en bilinspektør har foretaget en række tekniske undersøgelser for at fastlægge hvordan ulykken kunne ske, herunder om der er nogen tekniske fejl på motorcyklen som kan have udløst ulykken. Resultatet af disse undersøgelser er endnu ikke kendt.

De pårørende til den dræbte er underrettet.