Mistænkt brandstifter hjalp med at evakuere opgang


Arkivfoto


En 24-årig mand er blevet anholdt efter en brand i en beboelsesejendom i Aalborg natten til søndag.

Det oplyser Nordjyllands Politi, der fik anmeldelsen om branden i Rosenlundsgade klokken 04.39.

Søndag morgen oplyser politiet, at man mener, at branden var påsat.

– Det gør vi blandt andet, fordi der var flere arnesteder, siger vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi.

Brandteknikere skal nu undersøge den brandskadede lejlighed for med sikkerhed at fastslå brandårsagen.

Branden opstod i en lejlighed i stueetagen og betød, at beboerne i opgangens seks-otte lejligheder blev evakueret – blandt andet med hjælp fra den nu anholdte 24-årige mand.

Han blev allerede anholdt ved femtiden, da politiet fandt hans opførsel mistænkelig.

Manden bor ikke selv i lejligheden, hvor ilden opstod.

– Men han har en tilknytning til den, siger Henrik Beck.

/ritzau/