Arkivfoto
AARHUS: Østjyllands Politi fik natten til fredag kl. 01.18 en anmeldelse om, at en taxachauffør netop var blevet truet på livet af nogle kunder. Chaufføren forklarede, at han havde samlet to mænd op ved Fakta på Ormslevvej.
Her var der opstået uenighed om, hvem der skulle betale, og det fik chaufføren til at afvise at køre med dem. Det blev den ene af mændene så ophidset over, at han tog en kniv frem, truede chaufføren og sparkede en forlygte i stykker, inden de begge stak af.
En patrulje var hurtigt på stedet med en politihund, som blev sendt på spor. Den fik færden omme bag Fakta og langs en sti, som går mellem Ormslevvej og Stavtrupvej. Herfra gik sporet videre over Stavtrupvej og ind i et lejlighedskompleks, hvor hunden fortsatte målrettet mod en opgang.
Betjentene henvendte sig i en lejlighed, hvor der var lys. Her fandt de fire unge mænd, og i entreen stod et par våde gummisko, der næppe have stået der ret længe. Efter kort tid lykkedes det at identificere to af mændene på hhv. 22 og 19 år, som blev genkendt som de to taxakunder. De blev begge anholdt og sigtet for at true taxachaufføren på livet. Den 22-årige blev desuden sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, da der blev fundet en peberspray, som han erkendte var hans.