En person har fredag mistet livet i en alvorlig trafikulykke på Ny Nibevej sydvest for Aalborg.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
– Det forlyder, at en personbil rammer frontalt ind i to motorcyklister. Det er formentlig opstået ved, at personbilen har overset, at trafikken foran standsede.
– For bilen trak i hvert fald ud i den modsatte vognbane, hvor en gruppe på fem motorcyklister kom kørende, siger vagtchef Poul Fastergaard.
Ud over én dræbt er der mindst en anden person, som er kommet alvorligt til skade.
De resterende tre nåede at undvige.
Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 12.50.
De involverede er ikke blevet identificeret, og de pårørende er derfor ikke blevet underrettet.
Ulykken skete mellem Store Restrup og Frejlev.
/ritzau/