Regeringen vil udelukke bandekriminelle fra statsborgerskab


Arkivfoto


Som en del af de forestående forhandlinger om en ny indfødsretsaftale vil regeringen som en af sine væsentligste prioriteter sikre, at enhver banderelateret kriminalitet skal medføre permanent udelukkelse fra dansk statsborgerskab.

Det gælder således også, hvis der er tale om simpel vold eller trusler.

– For mig er det fuldstændig principielt, at vi ikke belønner udenlandske bandemedlemmer med et dansk statsborgerskab.

– Vi er nødt til at sætte hårdt mod hårdt over for den slags, og det betyder, at de i fremtiden ikke vil kunne få dansk statsborgerskab, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til Berlingske.

Regeringen er på forhånd sikret politisk flertal fra støttepartiet Dansk Folkeparti.

Allerede i dag mister man også adgangen til statsborgerskab, hvis man er blevet idømt udvisning for bestandigt eller har modtaget en dom på halvandet års ubetinget fængsel eller mere.

Dermed er det regeringens erklærede mål, at selv mindre forbrydelser skal afskære den dømte fra nogensinde at kunne blive dansk statsborger, skriver b.dk.

Helt konkret lægger regeringen op til, at en dom efter straffelovens paragraf 81a per automatik skal føre til udelukkelse fra dansk statsborgerskab.

Paragraffen tilsiger, at en straf kan forhøjes til det dobbelte, hvis “lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en bandekonflikt”.

Det er ikke muligt at finde et præcist tal for, hvor mange personer den proklamerede stramning vil ramme. En opgørelse fra Rigspolitiet vurderede sidste år, at knap hvert tredje af i alt 432 registrerede bandemedlemmer har udenlandsk pas.

Desuden blev der sidste år rejst tiltale mod 39 personer efter straffelovens paragraf 81a, men det er uvist, hvor mange af dem der er udlændinge, skriver b.dk.

/ritzau/