Ulykkesstedet torsdag aften på motorvejen nær Odense
En 42-årig bilist sigtes for uagtsomt manddrab og spirituskørsel efter en dødsulykke sent torsdag aften, hvor en 41-årig motorcyklist mistede livet på motorvejen nær Odense.
Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Kenneth Taanquist.
Bilisten sigtes desuden for at flygte fra stedet, da han forlod motorvejen efter ulykken. Senere henvendte han sig dog selv til politiet.
– Personbilen holdt ude på motorvejen, men chaufføren var der ikke. Om han har været i chok eller forsøgt at stikke af fra stedet, ved vi ikke. Men han har siden selv henvendt sig til os, oplyste vagtchef Torben Jakobsen tidligere.
Vagtchef Kenneth Taanquist fortæller fredag morgen, at bilisten endnu ikke er afhørt. I løbet af fredagen skal det afklares, om han skal stilles for en dommer med krav om varetægtsfængsling.
Bilisten sigtes for spirituskørsel, da en alkoholtest har vist, at han var påvirket.
– Da han melder sig selv, har han en promille på noget over det tilladte, siger Kenneth Taanquist.
Politiet på Fyn efterlyste efter ulykken en chauffør af en lastbil, der fragter biler, da han overværede ulykken og kan være et vigtigt vidne.
Fredag morgen mener politiet at have fundet den pågældende chauffør.
– Den lastbilchauffør, som har henvendt sig, er fra Litauen, så han læste ikke lige danske medier, men en vognmand gjorde ham opmærksom på det.
– Så han har henvendt sig, og vi har snakket med ham, siger vagtchefen, der dog ikke kan oplyse, hvad chaufføren har fortalt.
En bilist har fortalt politiet, at hun blev overhalet af en personbil, som derefter også overhalede autotransporteren. Sekunder efter skete ulykken.
– Hun ser ting og sager flyve gennem luften lige foran autotransporteren. Så vi vil bare gerne vide, hvad lastbilchaufføren har set, fortalte Torben Jakobsen tidligere.
Politiet mener, at motorcyklisten blev påkørt bagfra af den personbil, som overhalede autotransporteren. Motorcyklisten mistede som følge af påkørslen herredømmet over maskinen og ramte ind i autoværnet.
/ritzau/