Mand dræbt af lastbil på landevej


SVENDBORG: En fodgænger er onsdag ved middagstid blevet dræbt af en lastbil på Nyborgvej øst nær Svendborg.

Politiet har arbejdet på Nyborgvej øst for Svendborg mellem Skovmøllevej og Holmdrup Huse på Fyn, hvor en tragisk ulykke har kostet en mand livet.

– En person er blevet påkørt af en lastbil. Vedkommende er efterfølgende afgået ved døden. Vi er stadig på stedet, og vi afventer en bilinspektør, sagde vagtchef i Fyns Politi Anders Furbo Therkelsen til Ekstra Bladet tidligere på dagen.

Bilinspektør og teknikere har undersøgt uheldsstedet som har været totalt afspærret som følge af ulykken i flere timer – det er dog blevet genåbnet efter de tekniske undersøgelser er blevet afsluttet.

Der var flere chokerede vidner til ulykken og ligeledes var lastbilchaufføren stærkt påvirket efter ulykken, hvor det endnu ikke er oplyst hvordan ulykken skete.