Dreng på 14 år er død efter ulykke på motocrossbane


Arkivfoto

En dreng fra Ry er død efter en ulykke med en ATV onsdag, skriver Aarhus Stiftstidende torsdag.

Drengen blev 14 år. Han fik onsdag svære kvæstelser, da han forulykkede med en ATV, en firehjulet motorcykel, på en privat lukket motocrossbane, oplyser politiet til avisen.

I forbindelse med et hop på banen landede maskinen oven på ham. Drengen blev fundet liggende bevidstløs på banen og blev bragt til behandling på hospitalet. Undervejs fik drengen hjertestop og blev genoplivet. Men torsdag morgen afgik han ved døden.

Umiddelbart er politiet ikke klar over, om der var vidner til ulykken.

/ritzau/