Politiet er uden afgørende spor i drabssag fra Nakskov


Politi på gerningsstedet i Søndergade i Nakskov tirsdag aften.


En 47-årig mand blev tirsdag fundet død i en lejlighed på Søndergade i Nakskov.

– Der er omstændigheder, der gør, at vi er overbeviste om, at der er tale om et drab, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet modtog tirsdag eftermiddag 16.38 en anmeldelse om, at en mand var fundet livløs i lejligheden.

Da betjente ankom til stedet, fandt de den 47-årige død.

Søren Ravn-Nielsen kan onsdag eftermiddag ikke fortælle meget mere om sagen.

– Vi går meget grundigt frem i vores undersøgelser i et forsøg på at fastslå hændelsesforløbet og finde et muligt motiv, forklarer han.

Han kan heller ikke sige noget om, hvordan den 47-årige, der ikke var kendt af politiet i forvejen, er blevet dræbt. Det vil formentlig blive fastslået ved en obduktion torsdag

I forbindelse med drabet vil politiet meget gerne høre fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området omkring Søndergade fra tirsdag ved middagstid til klokken 16.30.


Politi på gerningsstedet i Søndergade i Nakskov tirsdag aften.

Politi på gerningsstedet i Søndergade i Nakskov tirsdag aften.

/ritzau