Arkivfoto
En 58-årig mand er af et nævningeting i Retten i Glostrup blevet idømt en fængselsstraf på ni år for at bringe andres liv i fare ved at sætte ild til sin lejlighed og efterfølgende forsøge at slå sine to små børn ihjel.
Faren har erkendt, at han var skyld i, at branden i lejligheden på Thorvaldsensvej i København startede.
Han nægtede sig skyldig i drabsforsøgene.
Manden var tiltalt for at have planlagt både branden og drabsforsøgene. Men i retten har han forklaret, at han ikke havde planlagt at sætte ild til sin lejlighed.
Den forklaring troede retten dog ikke på. Blandt andet fordi der før ildspåsættelsen var blevet placeret adskillige dunke med brandfarlig væske i lejligheden.
Drabsforsøgene fandt sted tidligt om morgenen 11. august sidste år.
Efter ildspåsættelsen kørte manden til Rødovre, hvor han parkerede sin Volvo i et industriområde.
Med sine to børn på to og syv år sovende på bagsædet monterede faren ifølge anklageskriftet en slange på bilens udstødningsrør og førte den ind i bilens kabine. Herefter tændte faren bilens motor, så kabinen blev fyldt med røg.
Af ukendte årsager blev drabsforsøget ikke fuldført, og børnene overlevede.
Omkring klokken syv blev faren og de to børn fundet siddende i bilen med motoren slukket. En person, der arbejdede i området, havde set Volvoen og ringet til politiet.
I retten har den 58-årige forklaret, at børnene ikke var inde i bilen, og at han i stedet havde forsøgt at begå selvmord.
Men retten dømte faren for at have bedøvet børnene med sovemedicin, placeret dem på bagsædet af bilen og derefter at have forsøgt at dræbe både dem og sig selv ved hjælp af udstødningsgasserne.
Manden valgte at anke dommen med det samme.
/ritzau/