Advokatråd ønsker maskeringsforbud vurderet efter et år


Arkivfoto


Folketinget førstebehandler torsdag 19. april forslaget om maskeringsforbuddet fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Liberal Alliance har fritstillet sin gruppe. Men der er på forhånd flertal til forslaget med støtte fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Maskeringsforbuddet vil betyde, at det bliver forbudt at være tildækket offentligt. Forslaget er tiltænkt muslimske kvinder, som skjuler ansigtet med burka eller niqab. Men det omfatter også anden tildækning som falske skæg.

Lovforslaget skiller vandene. Det viser høringssvarene fra en lang række institutioner og foreninger.

Domstolsstyrelsen mener, at lovforslaget kan medføre “begrænsede merudgifter for domstolene” med nye bødesager samt principsager, som ankes til landsretterne og Højesteret.

Dommerforeningen mener, at “forslaget er af udpræget politisk karakter og giver derfor som sådan ikke Dommerforeningen anledning til at fremkomme med bemærkninger”.

Men Dommerforeningen frygter, at det fører til en række “utilsigtede sager”.

Politiforbundet tolker lovforslaget, så betjente ikke kan pålægges med magt at fjerne tøj, som tildækker ansigtet. Politiforbundet ser gerne, at lovforslaget anviser, hvordan politiet skal håndtere disse situationer.

Advokatrådet anbefaler, at loven vurderes om et år. Det er usikkert, om betjente må tvinge tildækkede personer med på stationen, og hvornår man må dække ansigtet, hedder det.

Amnesty International (AI) har svært ved “at få øje på tungtvejende, praktiske grunde til eller behov for at lovgive om et generelt forbud mod at dække ansigtet til”. AI opfordrer regeringen til at trække forslaget.

Intet direkte hindrer ifølge Institut for Menneskerettigheder Folketinget i at indføre et generelt forbud.

Men det “må anses at være et vidtgående indgreb”, som begrænser retten til selvbestemmelse og religionsfrihed.

Lovforslaget strider ifølge tænketanken Justitia hverken mod Grundloven eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Retspolitisk Forening anbefaler, at lovforslaget ikke fremsættes. Det er “ren signallovgivning”. SOS Racisme opfordrer folketingsmedlemmerne til at stemme imod.

Muslimsk Ungdom i Danmark mener, at det er et “angreb mod mennesket, et angreb mod forskellighed og ultimativt et angreb mod islam”.

/ritzau/