Arkivfoto
72-årige Leif Petersen er af et nævningeting i Retten i Esbjerg blevet idømt en straf på ti års fængsel for drabet på sin 73-årige hustru.
Det oplyser anklagemyndigheden på Twitter.
Drab straffes som udgangspunkt med 12 års fængsel, men retten konkluderede, at mandens alder, samt det, at han i forbindelse med drabene var under indflydelse af “stærk sindsbevægelse”, er en formildende omstændighed.
Drabet fandt sted i juni sidste år i parrets bopæl på adressen Dalen i Esbjerg.
På et tidspunkt mellem klokken fire om eftermiddagen 12. juni og klokken ni om morgenen 13. juni stak Leif Petersen sin kone to gange foran på kroppen og en gang i ryggen.
Den 72-årige mand har i retten forklaret, at han dagen inden drabet havde fundet ud af, at hans kone ville forlade ham til fordel for en anden.
Politiet nåede frem til parrets bolig om morgenen 13. juni.
Manden, som konen ville forlade Leif Petersen for at være sammen med, havde alarmeret politiet ved ottetiden om morgenen, da han ikke kunne komme i kontakt med kvinden.
Her fandt politiet den 73-årige kvinde død og 72-årige Leif Petersen hårdt såret. I retten har Petersen forklaret, at han efter drabet forsøgte at begå selvmord.
I huset fandt politiet to knive af mærket Global indsmurt i blod.
Dagen efter blev manden i et grundlovsforhør varetægtsfængslet og sigtet for drabet på sin hustru in absentia, da han stadig var indlagt på sygehuset.
Leif Petersen har udbedt sig betænkningstid i forhold til spørgsmålet om anke.
/ritzau/