Arkivfoto
En 65-årig mand omkom tirsdag formiddag i en soloulykke på Vestmotorvejen nær Ringsted.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi onsdag morgen, efter at den dræbtes familie er blevet underrettet.
Manden er født i Danmark, men boede nær Göteborg og havde udskiftet sit danske statsborgerskab med et svensk, oplyser vagtchef Henrik Møller Nielsen.
– Vi informerede svensk politi tirsdag, og de har nu fået kontakt til pårørende, siger han tidligt onsdag morgen.
Kort før klokken ti tirsdag formiddag mistede manden herredømmet over sin Harley Davidson-motorcykel på motorvejen ved Ringsted.
– Han kører i vestlig retning ude i anden vognbane, da han af uvisse årsager kommer ud i midterrabatten, hvor han rammer autoværnet. Han bliver erklæret død på stedet, siger vagtchefen.
Årsagen til ulykken kendes ikke.
– Vi ved ikke, om det skyldes høj hastighed eller uopmærksomhed. Men der var ikke andre parter involveret i ulykken, siger Henrik Møller Nielsen.
Ulykken skabte trafikforstyrrelser i en times tid, hvorefter politiet igen åbnede vognbanerne i vestlig retning.
/ritzau/