Foto: Politiet
RINGSTED: En mand er blevet anholdt, og fremstilles tirsdag i grundlovsforhør, i forbindelse med røveriforsøget mod F24 på Køgevej 2. påskedag.
Mandag kl. 11.10 foretog efterforskere fra Midt- og Vestsjællands Politi anholdelse af en 26-årig mand fra Ringsted som mistænkt for røveriforsøget mod butikken på F24-tanken, Køgevej, 2. påskedag kl. ca. 20.29
Politiet offentliggjorde torsdag d. 05. april overvågningsfotos af røveren og modelfotos af flugtbilen med anmodning om hjælp fra offentligheden til at få identificeret røveren. Efterfølgende modtog politiet nogle tip, der førte frem til mistanken mod den 26-årige.
Ved ransagning af den anholdtes bopæl samt efterforskning i øvrigt har politiet fundet det tøj og de sko, som røveren anvendte under røveriet.
Ved røveriet fik røveren dog ikke noget udbytte, da han med en peberspray truede den kvindelige ekspedient til at udlevere kassebeholdningen. Røveren flygtede fra stedet i en sort Chevrolet Spark personbil, der under røveriet havde holdt afventende med en chauffør på Gormsvej, Ringsted. Hverken flugtbilen eller chaufføren er identificeret, hvorfor politiet stadig ønsker oplysninger om flugtbilen og dens chauffør.
Den 26-årige vil tirsdag kl. 0930 blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde som sigtet for røveriforsøget, ulovlig besiddelse af en peberspray samt dagen efter røveriforsøget uberettiget at have optaget et lån ved misbrug af en andens identitetsoplysninger.