Arkivfoto
Et 23-årigt medlem af bandegrupperingen Loyal to Familia (LTF) blev torsdag idømt 5 års fængsel for at have besiddet en pistol som led i den verserende bandekonflikt.
Den 12. september 2017 fik Politiet en anmeldelse om uorden omkring Tranehavegård i København sydvest, samt at en person skulle være i besiddelse af en pistol. Politiet rykkede ud til området og i den forbindelse blev den 23-årige mand anholdt og fundet i besiddelse af en pistol isat et magasin med 7 patroner.
Retten på Frederiksberg lagde til grund, at tiltalte var medlem af bandegrupperingen Loyal to Familia, samt at besiddelsen af våbenet var sket som led i den verserende bandekonflikt. Retten dømte derefter efter straffelovens §192a, stk. 1, nr. 1, jfr. stk. 3, jfr. § 81a, der giver forhøjet straf med indtil det dobbelte for kriminalitet begået under en væbnet bandekonflikt.
– Retten har i dag sendt et klart signal om, at retssystemet ikke accepterer våbenbesiddelse i det offentlige rum. Tiltalte blev dømt efter den rejste tiltale og idømt 5 års fængsel, fordi retten valgte at fordoble straffen på 2½ års fængsel for våbenbesiddelse. Dommen viser, hvor alvorligt det er, når man deltager i en voldelig konflikt. Det signal kan jeg som anklager kun være tilfreds med, siger Anklager Tanja Søderlund i en pressemeddelelse.
Tiltalte ankede dommen.