Arkivfoto
En 34-årig kvinde er sent mandag fundet død på sin bopæl i Østermarie på det nordøstlige Bornholm.
Bornholms Politi formoder, at hun er blevet kvalt.
Politiet fik anmeldelsen mandag klokken 22.26 via alarmcentralen. Det fortæller efterforskningsleder Henrik Schou tidligt tirsdag morgen.
– Vi behandler sagen som en drabssag, siger han.
Kvindens kæreste er anholdt på mistanke om drab.
– Det var ham, der ringede til alarmcentralen, siger Henrik Schou.
Kæresten er 51 år, og de to boede sammen i Østermarie.
Det forventes, at manden fremstilles i et grundlovsforhør i Retten på Bornholm klokken 13.
– Manden er anholdt og taget med til afhøring. Vi har endnu ikke noget motiv, sagde efterforskningslederen kort efter klokken fem tirsdag morgen.
Klokken 8.30 oplyser efterforskningslederen, at afhøringen er afsluttet. Politiet ønsker dog inden grundlovsforhøret ikke at oplyse, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/