Regeringen vil smide dømte lejere ud udenom domstole


Arkivfoto


Hvis en person, der bor i en lejelejlighed, får en ubetinget fængselsstraf for eksempelvis vold, der er begået inden for en kilometer fra bopælen, skal hele husstanden automatisk smides ud.

Det skal ske, uden at domstolene – som i dag – kan blande sig og vurdere beviserne for, om personen reelt skaber utryghed i boligområdet.

Det fremgår af regeringens lovudspil om parallelsamfund, skriver Politiken.

Hensigten er, at boligselskaber og private udlejere hurtigere end nu skal kunne ekspedere beboere ud, når det handler om forskellige sager.

Det gælder blandt andet groft hærværk, indbrudstyveri, vold, trusler, afpresning, røveri, brandstiftelse, voldtægt, drab eller salg af narkotika.

Men forslaget får Advokatsamfundet, Den Danske Dommerforening og Lejernes LO til at opponere.

Men ifølge Torben Jensen, der er generalsekretær for Advokatsamfundet er det bekymrende, at man som udlejer bare kan lægge en domsudskrift på bordet i fogedretten, og så skal husstanden flytte nærmest per automatik.

Det er fordi “man reelt fratager domstolene det frie skøn ved udsættelsesforretninger”, mener han.

– Der indføres jo helt objektive kriterier for at smide en familie ud. Det er relativt bekymrende, hvis politikerne skiber sig ind på den vej, siger Torben Jensen til avisen.

Landsformand for Lejernes Landsorganisation (LLO), Helene Toxværd, finder udspillet “horribelt”.

– Jeg kan ikke komme i tanker om andre tilfælde, hvor der nærmest lukkes helt af for at kunne gå til domstolene i en sag om grundlæggende rettigheder, som en bolig jo er.

– Det minder om lande og stater, vi ikke vil sammenlignes med, siger hun.

Boligminister Ole Birk Olesen (LA) mener ikke, at forslaget tilsidesætter retssikkerheden.

I en mail til Politiken peger han på, at udlejer også i dag ved grovere overtrædelser af “god skik og orden” som kriminalitet kan ophæve lejeaftalen.

Det nye bliver, påpeger han, at når der falder fængselsdom for grove forbrydelser i nærområdet, “skal der ikke foretages en yderligere vurdering af, om der er tale om utryghedsskabende kriminalitet”.

/ritzau/