Kikset røveri: ‘Giv mig pengene, din fede so’


Arkivfoto


AARHUS: Torsdag forsøgte en 24-årig mand et røveri mod en buschauffør, men endte med at ryge ud af bussen på røv og albuer.

En 24-årig mand råbte ”giv mig dine penge, fede so” til en 53-årig kvindelig buschauffør i en bus på Harald Jensens Plads, torsdag ved 11-tiden.

Den 24-årige mand forsøgte at få udleveret et kontant pengebeløb, hvilket dog mislykkedes, idet den 53-årige kvindelige buschauffør ganske enkelt smed den 24-årige mand ud af bussen.

Meldte sig selv
Den 24-årige mand henvendte sig efterfølgende på Politigården og erkendte at han havde forsøgt at begå røveri. Han henvendte sig fordi han angrede, hvad han havde gjort.

Den 24-årige mand blev sigtet for forsøg på røveri.