Arkivfoto
AARHUS: Der skete et færdselsuheld mandag kl. 16.50 på Paludan-Müllers Vej i krydset ved Hasle Ringvej, hvor en sort bil med fire mænd bevidst påkørte andre biler.
En ukendt bilist påkørte først en 30-årig kvindelig bilist og derefter en 50-årig kvindelig bilist.
Den 30-årige forklarede, at hun holdt stille i krydset, da der pludselig kom en sort bil bagfra i høj fart. En mand i bilen råbte ud af vinduet, at de øvrige biler skulle flytte sig, men det nåede den 30-årige ikke, før hun blev påkørt i siden.
Bilen fik mindre skader, og den 30-årige kvinde kom ikke noget til ved bilistens amokkørsel.
Den sorte bil fortsatte over krydset og kørte ad Hasle Ringvej i sydgående retning. Kort tid efter blev en 50-årig kvindelig bilist ligeledes påkørt i siden, sandsynligvis af samme flugtbilist.
Bilen beskrives som sort personbil, muligvis en Nissan, med knuste ruder med plastik på. I bilen sad fire personer med udenlandsk udseende.
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner på 114, som kan have oplysninger om flugtbilisten.