Arkivfoto
En mand fra 1985 er torsdag blevet varetægtsfængslet i 14 dage, da han er mistænkt for at have stukket en 32-årig mand ned ved et indkøbscenter i Høje Taastrup onsdag aften.
Det oplyser Lars Guldborg, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, natten til fredag.
Knivstikkeriet fandt sted onsdag omkring klokken 20.40 ved indkøbscenteret City 2 i Høje Taastrup.
Her blev den 32-årige mand stukket i låret, hvorefter han blev kørt på hospitalet.
Offeret mistede ifølge Københavns Vestegns Politi en del blod ved overfaldet, men var aldrig i livsfare.
Ifølge Lars Guldborg er der intet, der tyder på, at overfaldet har forbindelse til den verserende bandekonflikt i København og omegn.
– I øjeblikket tror vi ikke, at det er banderelateret, men blot en uenighed mellem de to der har udviklet sig, siger vagtchefen.
Den anholdte er kendt af politiet – dog for mindre lovovertrædelser.
/ritzau/