Kim Walls danske kæreste: Hun var bange for ubådsturen


Kim Walls danske kæreste fortæller i Københavns Byret, at den nu afdøde journalist var nervøs for at skulle ud at sejle i ubåden “UC3 Nautilus”.

– Hun var bange for at skulle ud i en ubåd, siger kæresten, da han torsdag afgiver forklaring i drabssagen mod Peter Madsen.

Formålet med turen i den hjemmebyggede ubåd var for Kim Walls vedkommende at skrive en artikel om den excentriske ubådsentusiast.

På dagen for den skæbnesvangre sejltur besøgte Wall kort Madsen ved hans værksted, men det første møde gjorde hende ikke umiddelbart nervøs.

– Hun sagde, at han var lidt “all over the place”, men at han virkede interessant. Jeg tror, at hun havde svært ved at blive klog på ham, siger kæresten.

I august 2017 havde det unge par været i et forhold i 11 måneder, og sammen havde de besluttet sig for at fortsætte tilværelsen i Beijing.

I den forbindelse havde parret den 10. august inviteret en lille gruppe venner til afskedsfest på Refshaleøen, og kun derfor valgte kæresten efter nøje overvejelser at sige nej til at tage med på sejlturen.

– Jeg var misundelig og nysgerrig. Men jeg følte, at jeg var nødt til at blive for at tage imod vores gæster, siger vidnet.

Allerede ud på aftenen begyndte kæresten at blive nervøs.

– I løbet af natten forsøger jeg at ringe til alle, som jeg kan ringe til. Søværnet, Hæren og Kims forældre. Jeg cykler rundt ude på Refshaleøen, for det var ligesom noget, jeg kunne gøre, siger han.

I retten vil mandens bistandsadvokat vide, hvad Walls død har betydet.

– Kort fortalt var alle mine fremtidsplaner lagt sammen med Kim, og nu ved jeg ikke engang, hvorfor jeg tager en uddannelse. Det har påvirket alt, siger han.

Anklagemyndigheden mener, at Peter Madsen inden turen i ubåden planlagde, at han ville slå den svenske journalist ihjel.

Det er politiets opfattelse, at den 47-årige ubådsbygger inden drabet mishandlede sin gæst seksuelt. Den tiltalte hævder, at Wall døde i en ulykke, og at han grundet en form for choktilstand valgte at partere liget.

/ritzau/