Tidligere pædagog: Jeg havde brug for at se børnene nøgne


Arkivfoto


En 47-årig mand, der er tiltalt for over en 13-årig periode at have begået overgreb mod børn ned til to år, følte, at han “havde brug for” at se børn nøgne – selv om han vidste, at det ikke var accepteret i samfundet.

Det forklarer den tidligere pædagog og spejderleder onsdag i Retten i Glostrup.

– Det er ikke noget, jeg synes, der er fedt at gå ind og gøre. Men jeg føler, at jeg har brug for at se de her drenge nøgne.

– De første gange var jeg rystende nervøs, forklarer den tiltalte om krænkelserne, der startede med skjulte optagelser af små drenge i svømmehaller i Albertslund og Brøndby omkring årtusindskiftet.

Det stopper dog ikke her for den tiltalte. I retten fortæller han, at han begår sit første overgreb mod en dreng som spejderleder i 2004.

– I mine tanker tænker jeg, at han har det fint, han har ikke taget skade af det, han har sovet, forklarer den tiltalte.

Sideløbende med hvervet som spejderleder bliver han senere pædagogmedhjælper i en daginstitution i Albertslund.

Ifølge anklageskriftet forgriber han sig over en 13-årig periode på i alt 28 børn ved andet seksuelt forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse som spejderleder og pædagog.

Der er tale om over 40 forhold, som den anklagede stort set alle erkender sin skyld i.

Dog er der enkelte forhold, hvor grovheden af krænkelserne ifølge den tiltalte ikke er korrekt skitseret i anklageskriftet.

Det skal blandt andet afspilning af videosekvenser for lukkede døre afgøre.

Videooptagelserne er foretaget af den tiltalte selv, der forklarer, at en del af motivationen for overgrebene var at få materiale, han kunne se derhjemme.

Han mener selv, at han har taget hensyn til børnene, så de ikke ville tage skade.

Ifølge anklageren viser videooptagelser dog, at flere børn var vågne under overgrebene og forsøgte at værge sig mod den den tiltaltes berøringer, der blandt andet fandt sted på skiftebordet.

– Der er ét indslag, hvor der er et barn, der er ked af det. Det er, fordi det barn er taget ud af en kreativ situation, hvor han sidder og laver puslespil. Det er derfor, barnet er ked af det, forsvarer den tiltalte sig blandt andet med.

Retslokalet i Glostrup er fyldt helt op med forældre til de krænkede børn, der er tydeligt berørte. Enkelte forældre har også fået lov til at være til stede under videoafspilningen af materialet, hvilket fremkalder voldsomme reaktioner.

Den tiltalte har samarbejdet med politiet under sin varetægtsfængsling, der har stået på siden marts 2017. Anklagemyndigheden går efter en forvaringsdom.

Der ventes dom senere onsdag.

/ritzau/