Madsen om partering: Jeg ville gerne have Wall forsvandt


Foto af Kim Vall taget af hendes bror. Fotoet er udleveret af politiet.


Den drabstiltalte Peter Madsen erkender, at han parterede Kim Walls lig og smed hende over bord i august sidste år.

Specialanklager Jakob Buch Jepsen spørger i Københavns Byret torsdag ind til, hvorfor Peter Madsen valgte at partere liget. Anklageren vil gerne vide, hvorfor ligdelene blev fundet med strips og metal.

– Det var, fordi jeg ville have, at de forsvandt, og at ingen fandt det, siger Peter Madsen.

Torsdag er anden dag i retssagen mod Peter Madsen, og hele dagen er sat af til hans forklaring. Ved første retsmøde 8. marts begyndte anklagerens udspørgen af ubådsbyggeren, og den er fortsat torsdag.

Peter Madsen har ikke lyst til at gå i detaljer med, hvordan han skilte sig af med Kim Walls lig.

– Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg vil bare sige, at det var forfærdeligt, siger ubådsbyggeren.

Mens den drabstiltalte erkender usømmelig omgang med lig, nægter han sig skyldig i drab. Ved første retsmøde forklarede han, at Kim Wall blev kvalt af varm udstødningsgas i ubåden, mens han selv var på dækket.

Anklageren spørger torsdag ind til en række værktøjer, som Madsen havde med i ubåden. Madsen hævder, at det var lidt tilfældigt, at netop de værktøjer var med i ubåden.

Den køber Buch-Jepsen dog ikke. De mange spørgsmål om værktøjet interesserer anklageren, fordi det måske kan afdække, om drabet og parteringen var planlagt, som der er rejst tiltale for.

Anklagemyndigheden mener, at Peter Madsen dræbte den svenske journalist Kim Wall om bord på sin hjemmebyggede ubåd “UC3 Nautilus” i august sidste år.

Inden drabet har Madsen angiveligt mishandlet Wall seksuelt i form af stik i underlivet, og efterfølgende parterede han liget og kastede det i havet, lyder det.

/ritzau/