Arkivfoto
En 47-årig mand endte med at blive stukket i benet, da han sent tirsdag aften kom op at toppes med en anden person i en lejlighed i Sakskøbing på Lolland.
Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
– Der er tale om et par gutter, der nok kender lidt til hinanden i forvejen, siger Ole Hald, vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters politi, tidligt onsdag morgen.
– Så opstår der lidt tumult, og så ender det med, at der er en, der har en kniv, og så bliver den ene snittet lidt i benet.
– Men det er heldigvis ikke alvorligt, lyder det fra vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen om episoden klokken 00.07 onsdag.
En 40-årig mand er blevet anholdt og har været i politiets varetægt i løbet af natten. Det er endnu uvist, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
– Vi skal afhøre ham videre her til morgen, men vi ved endnu ikke, om han bliver fremstillet, lyder det fra vagtchef Ole Hald.
/ritzau/