28-årig anholdt: Stjålet bil stjålet igen for næsen af politiet


Arkivfoto


NÆSTVED: På et tidspunkt i løbet af natten til tirsdag blev der stjålet en Skoda fra Faksinge ved Præstø. Bilejeren så onsdag eftermiddag sin bil, som holdt parkeret på Skolevej i Præstø, og kontaktede omgående politiet.

Kort efter ankom en patrulje til stedet, og betjentene mødte en 28-årig mand fra Næstved i bilen og han blev anholdt klokken 17.04 og sigtet for tyveri af bilen.

Ved en undersøgelse af den 28-åriges egen bil, som holdt i nærheden, blev der fundet flere ting, og det bliver nu undersøgt, om effekterne kan stamme fra indbrud.

Mens politiet afhørte den anholdte på stedet, kom der pludselig en medgerningsmand, som satte sig ind i den stjålne Skoda, accelererede og kørte hurtigt fra stedet. Under kørslen strejfede han en 82-årig mand, som faldt omkuld.

Den anholdte 28-årige mand blev taget med til afhøring på politistationen i Næstved, og han fremstilles formentlig i grundlovsforhør senere torsdag.